Den internationale politiske scene har i første halvår af 2011 har været præget af en overraskende serie oprør i Nordafrika og Mellemøsten.
Jorden har været gødet af veluddannede unge, som var stærkt utilfredse med de gamle og stærkt repressive diktaturer, som - det må vi indrømme - i mange tilfælde var støttet af vesten af bekvemmelighedsgrunde: Disse diktaturer blev opfattet som et bolværk mod fundamentalistisk islamisme og som garantier for forsyning med olie.
Begivenhederne omtales under et som Det Arabiske Forår, fodi de især i Tunesien og Egypten gav mindelser om Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens ublodige opløsning i 1990-91.
Begivenhederne tog fart, da den arbejdsløse Mohammed Bouazizi i december 2010 satte ild til sig selv i Tunesien. 10 dage senere gik diktatoren gennem 23 år af.
Få dage senere gik ungdommen i hurtigt stigende antal i fredelig demonatration på Tahrir pladsen i Cairo, Egypten. Begivenhederne på Tahrir-pladsen havde virkelig forårsstemning. De unge var fast besluttet på ikke-voldelige aktioner, og der var trods massakrer fra sikkerhedspolitiet en permanent festivalstemning på pladsen. Diktatoren Mubarak gik af i marts efter 30 års brutalt styre. Se fx disse kommentarer fra de hektiske dage i februar frem mod Mubaraks afgang - eller en meget fyldig oversigt på Global Voices.
Synlighed og ikke-vold
To træk ved det eyptiske oprør var iøjnefaldende forskellige fra tidlige tiders revolter: Det egyptiske oprør var i enestående grad synligt for omverdenen, fordi de unge direkte fra gadeplan rapporterede med deres mobiltelefoner via alle de nye sociale medier Twitter, Facebook og blogs. Deraf også navnet Revolution version 2.0. Og det lykkedes langt hen ad vejen de toneangivende unge at opretholde en ikke-voldelig disciplin blandt de hundredtusinder, der blev mobiliseret fra et bredt udsnit af befolkningen i storbyerne.
Et par af cyber-heltene fra Tahrir-dagene i Egypten er Mahmoud Salem med twitter-navnet @Sandmonkey, og Wael Ghonim med twitter-navnet @Ghonim. Også det professionelle medie Al Jazeera havde en meget tæt dækning af begivenhederne.
De unges ikke-volds filosofi var i høj grad inspireret af professor emeritus Gene Sharp fra Boston, USA. Han insisterer på, at oprørere skal være smartere end at gribe til vold. Det er deres modstandere som regel bedre til. Den revolutionære energi blev blandt andet boostet med kulturelle midler som bannere, graffiti og anden street art.
Ikke sommer endnu
Revolten bredte sig hurtigt til en hel stribe arabiske diktaturer, men forårsstemningen vendte til langt mere tragiske og blodige forløb i fx Libyen og Syrien. Webmagasinet Jadaliyya, har en omfattende oversigt efter første halvår 2011.
Selv i de lande, hvor diktatoren er faldet, forestår et langt sejt træk med at etablere en styreform, som er tilfredsstillende for befolkningen, og en tilsvarende politisk kultur. I mellemtiden vil der uvægerligt opstå frustration over, at resultaterne i form af et bedre liv ikke viser sig så hurtigt, som ønsket og håbet.
