Den menneskelige hjerne tager sig meget beskedent ud med sine mindre end 1½ kg, som mest består af fedt, og det uformelige, valnøddeagtige udseende. Ikke desto mindre er det dette mageløse organ, der sætter os i stand til at skabe stor kunst, store nationer og store ulykker.

Vi prøver med vores hjerne at begribe vores hjerne, og det er ikke helt ligetil. På den ene side har vi en enorm detailviden om hjernens funktion - på den anden side er der endnu mere, vi ikke ved, når det drejer sig om at skabe sammenhæng mellem hjernefunktion og mentale processer som oplevelse af omverdenen, hukommelse og tænkning.

Vi er (også) dyriske
For at forstå de betingelser, hjernen giver os at fungere på, er det vigtigt at gøre sig klart, at den menneskelige hjerne ikke er en total nykonstruktion specielt beregnet for mennesker.

I arternes udvikling har hjernen også gennemgået en udvikling, hvor der hele tiden bygges videre på den gamle model ved at tilføje nye komponenter: I rygmarven er vi stort set på samme stade som tusindben, i den forlængede marv og hjernestammen på stade med spidsmus, i de mellemste lag af hjernen med hunde eller marekatte, i de ydre lag med menneskeaber. Men i de sidst udviklede dele forrest i hjernen, som menneskeaber kun har i begrænset omfang, er vi - sagt i al beskedenhed - enestående. Læs mere om Det koncentriske nervesystem.